Årets sidste arrangement med Forskønnelsens medlemmer var hos pihlmann architects på Refshaleøen i en gammel industribygning.

Indehaveren Søren Pihlmann fortalte om sin tegnestue, hvor der pt er 12 ansatte. Han fortalte om deres eksperimenterende tilgang til materialer, hvor de prøver at genbruge alle materialer i de bygninger de transformerer samt hvordan de prøver at genbruge det restaffald, der kommer i en byggesag.

Søren fortalte om tegnestuens arbejde med udstillingen til Biennalen i Venedig i 2025, hvor de kuratorer det officielle danske bidrag i Den Danske Pavillon under emnet ”Kan vi bygge videre på verden uden at bygge nyt” samt om Bikuben fondets nye hovedsæde på Thoravej i NV, som er færdigt i starten af 2024 samt om transformationen af et enfamiliehus i Hellerup, som de har vundet Årets Arne pris af arkitektforeningen for.

Derudover fik vi gennemgået nogle af de materialeprøver, der lå fremme samt et eksempel på en ny vægopbygning til et sommerhus.

Der kom mange spørgsmål fra deltagerne og alle var meget begejstrede over besøget og følte at de havde lært noget nyt om bygninger og den nye æstetik de er rundet af.