Diplomoverrækkelse 2024

En festlig begivenhed!

Som påskønnelse af private eller offentlige initiativer præmierer Foreningen Hovedstadens Forskønnelse hvert år arkitektur, som på fremtrædende måde tjener eller gavner det formål, foreningen udtrykker i sit navn. Igen i år dannede dansehallen Valencia, som Dreyers Fond generøst havde stillet til rådighed, rammen om den festlige begivenhed 9ende januar. Den amerikanske arkitekt, forfatter og ekspert i moderne nordisk arkitektur, Michael Sheridan, indledte med et vedkommende og oplysende foredrag om nordisk arkitektur og tradition. Foreningens medlemmer og mange gæster bidrog til den festlige stemning, da diplomerne blev overrakt.

I år hædrede Forskønnelsen følgende:


Arkitekterne David Bülow og Else-Rikke Bruun modtog diplom for initiativet til og stiftelsen af udstillingsstedet TIL:VÆRKS på hjørnet af Livjægergade og Willemoesgade. Begrundelsen lød blandt andet, at “Stifterne har ønsket at skabe et eksklusivt arbejdende udstillingsværksted i et forsøg på at pege på andre og for verden mindre ødelæggende løsninger end de sædvanlige, voldsomt vækstorienterede, digitale og industrialiserede fremstillingsteknikker i arkitektur og design.”

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, tegnestuen Cornelius Vöge, arkitekt Peter Vegge, COWI, Johanne Bornemann fra Nationalmuseet og konservator Eltang & Rygaard
modtog diplom for den nænsomme restaurering af Frederiksberg Svømmehal. Det gjorde dem fordi “Alt det oprindelige og smukkeste i bygningen er tryllet frem på ny. Frederiksberg Svømmehal fremstår i dag som en særdeles værdig 90-årig, der har fået lov at beholde alle sine oprindelige træk. Der er passet på dem, de er blevet fremhævet, og med farver er de bragt ind i en helhed, der både rækker tilbage og er helt nutidig.”

Ejendomsaktieselskabet Paraplyen ved David, Elly, Desirée og Anne Marie Kauffmann, Total Metal, Skiltefirmaet Sign Partner, Gentofte Maleren og Marianne Tuxen
modtog diplom for at have givet Vejrpigerne på Richshuset tilbage til København: “Ligesom ældre tiders klokketårne havde klokkespil med roterende figurer, der markerede tiden og synkroniserede livet i byen, har Richstårnet i vejrpigerne et magnetfelt, der drager blikkene til sig. Man kigger op, man ser solpigen cykle frem, og man glæder sig over, at det gode vejr er undervejs. Vi har holdt vejret alt for længe, lige siden 1990erne, men nu kører det igen, nu kører de igen, vejrpigerne.”

Til slut modtog arkitekt og byplanlægger Jan Gehl et hædersdiplom
for sit mangeårige virke. Det gjorde han, fordi “Utrætteligt, ikke altid i medvind, har Jan Gehl holdt kurs og fart mod sit mål: At give vores byer tilbage til os. Mange har i de seneste årtier været ude efter byens rum. Slappe arkitekter, grådige developere, bjergsomme investorer og uansvarlige politikere. Hver gang har Jan Gehl talt dem ret imod. Stillet spørgsmål. Rejst kritik. Men først og fremmest vist det gode eksempels magt.”