På en mild junieftermiddag, den 17., mødtes foreningens medlemmer ved selvbygger-kvarteret i Ydre Nordhavn, blandt skibscontainere og lystbådeoplag, for at se og høre om den nyopførte tiny church, ‘Tolvkanten’ – en satellit til Hans Egedes Kirke på Østerbro.

Arkitekten bag kirken, Julius Nielsen, fortalte på inspirerende vis om tankerne bag projektet, tilblivelsesprocessen, hvordan denne lille og særprægede kirke fungerer til almindelige kirkelige handlinger og til mere alternative sjælelige funktioner.

Kirken er, som navnet antyder, en sortmalet tolvkant, bygget af billige materialer, primært af træ, på en måde, hvor der i alle hensigter er tænkt over at økonomisere og mindske spil, hvilket har formet bygningens proportioner og enkle ornamenter.

En udvendig omkransende veranda fungerer, som arkitekten forklarede, som et “våbenhus på vrangen” og danner overgang til selve kirkerummet. Rummet er højstrakt med hvidkalkede bræddevægge, der leder blikket mod et centralt ovenlys. Væggene er løftet på matte træsøjler, hvorimellem tunge rødbrune gardiner dæmper akustikken og skjuler de mere lavpraktiske funktioner – køkken, toilet, teknikrum og opbevaring.

Det nødvendige kirkeinventar – alterbordet og døbefonten har Julius Nielsen også tegnet, og det er ligeledes udført på elegant vis i douglasgran. 

Alt i alt et kompakt og gennemtænkt bygningsværk, som opnår en stor virkning på ganske lidt plads, og som Foreningen er glade for at have præmieret.